Det er til tider svært at være menneske
I Danmark har vi travlt. De fleste oplever et ydre pres fra deres familie, job, uddannelse eller venner. I kombination hermed oplever mange et indre forventningspres, i forhold til hvordan de skal handle, tænke og føle for at være god nok eller såkaldt ”normal”. Mange stiller derfor sig selv nedenstående selvkritiske spørgsmål:
- Gjorde jeg nu tingene godt nok?
- Er det forkert, at jeg har sådan nogle tanker?
- Hvorfor kan jeg ikke sove?
- Er der noget galt med mig?
- Burde jeg have så voldsomme følelser?
- Hvorfor virker det så nemt for andre og så svært for mig?
- Jeg har svært ved at stole på andre, men kan jeg overhovedet stole på mig selv?
Sådanne spørgsmål kan vække skam- og skyldfølelser, og vi taler derfor sjældent med andre om dem. Når vi ikke deler vores svære tanker om os selv med andre, kan vi have tendens til at bekræfte vores negative hypoteser om os selv. Med andre ord kan man komme til at overbevise sig selv om, at der er noget galt med en; at man er forkert på den ene eller anden måde. Disse negative forestillinger om en selv, og den deraf udløste indre uro, kan med tiden resultere i angst, stress og depression.
Hvis du kan genkende dig selv i ovenstående, har du måske også oplevet, at de negative tanker kan tage magten. Tankerne og følelserne kan måske opleves som ”sandheden om dig”, og du har svært ved at forestille dig, at du kan få et mere behageligt forhold til dig selv. Heldigvis er der meget man kan gøre. Jeg har hjulpet mange med at bryde negative tanke- og følelsesmønstre, så de derved har genfundet et mere kærligt forhold til sig selv. Har du brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte mig.