
Velkommen
Du er formentlig her, fordi du overvejer at starte hos en psykolog. I løbet af livet oplever vi alle udfordringer, som kan føre til psykisk og kropsligt ubehag. Jeg har hjulpet mange med at finde indre ro. Igennem tillidsfulde samtaler kan jeg hjælpe dig med at finde den rarhed og udvikling, som du har brug for. Jeg tilbyder individuel terapi og parterapi samt terapi til forældre/gravide.
Du er velkommen til at ringe eller skrive til mig, hvis du har nogle spørgsmål, eller hvis du blot ønsker at tale med mig, inden du eventuelt starter i terapi.
Telefon: (+45) 5020 6501
E-mail: mail@psykologterapi.dk
At starte hos en psykolog er noget mange skal tage tilløb til. Når man så endelig har besluttet sig for at starte, hvilken psykolog skal man så vælge?
Mange gør sig følgende overvejelser
- Hvilken psykolog er den rette for mig?
- Er der en bestemt terapeutisk metode, der virker bedre end andre?
- Hvordan taler jeg med en fremmed, om det jeg synes er allersværest?
Terapimetode
Forskning i psykoterapi viser, at der faktisk ikke er en bestemt terapimetode, der virker bedre end andre. Den bedste behandlingseffekt opnås derimod, når du som klient oplever samtaleterapien som værende meningsfuld for dig. Det meningsfulde opstår, når terapimetoden tilpasses dit individuelle behov. Det kan være, du har problemer med angst, stress, tankemylder, sorg, tristhed, selvkritik, skam, indre uro eller måske noget helt andet. Det kan også være, at du søger vejledning, fordi du er ved at gennemgå en stor forandring i dit liv. Uanset hvad er det vigtigt at finde en metode, som passer til den situation, du står i. I min praksis anvender jeg derfor forskellige metoder, og jeg vil hjælpe dig med at finde den rette metode.
Den terapeutiske alliance
Forskning i psykoterapi viser, at det vigtigste for en god behandlingseffekt er en god terapeutisk alliance. En god terapeutisk alliance betyder, at du og jeg har en god kemi og et godt samarbejde, hvori du føler dig tryg ved at tale om det, der er svært. Mange mennesker går rundt med tanker og følelser, som de aldrig har delt med andre, fordi det føles skamfuldt. Det kan få en til at føle sig alene. Min fornemmeste opgave er derfor at skabe et tillidsfuldt og fordomsfrit samtalerum, hvori vi sammen kan undersøge og forstå dine tanker, følelser og reaktionsmønstre. Igennem forståelse af det som opleves svært igangsættes en proces henimod mere indre ro og rarhed i livet.
Hvis du har nogle spørgsmål af den ene eller anden art, er du velkommen til at kontakte mig, så vil jeg forsøge at besvare dem. Klik på ‘kontakt‘ for at finde min e-mailadresse og mit telefonnummer.